Om Dybbøl Badminton

Dybbøl Badminton er badmintonklubben, hvor der er plads til både dig med ambitioner om at blive en bedre badmintonspiller og til dig, der har lyst til god motion, spændende tilbud samt masser af social aktivitet.

Vi arbejder for et godt socialt klubliv, hvor både spillere og trænere udvikles og trives samt får en masse gode sportslige oplevelser. Løbende gennem sæsonen arrangeres forskellige aktiviteter, hvor alle spillere uanset niveau, alder og køn mødes til en herlig leg med den lille fjerbold. Som eksempler kan nævnes familietræning, jule- og sæsonafslutning samt ikke mindst de årlige ture til forskellige stævner rundt om i landet.

Vi er inde i en rivende udvikling og tæller i dag ca. 200 medlemmer, hvor ungdomsafdelingen nu tæller mere end 100 medlemmer – og vi har plads til endnu flere! Dette er kun muligt takket være vores fantastiske træner-, leder og forældre team, hvor rigtig mange er frivillige og får det hele til at løbe rundt til glæde for alle medlemmer. Vores trænerstab tæller i den kommende sæson omkring 15 trænere, nogle meget erfarne trænere og nogle under ”oplæring” – vi har stor fokus på at få uddannet trænere og hele tiden sikre træning på et højt niveau for spillere. Ungdomstræningen foregår mandage, onsdage og fredage – tider for de enkelte årgange kan findes i Aktivitetskalenderen. Hvis du som ungdomsspiller har ønsket om mere træning, kan du ligeledes finde mere information om vores Talenttræning på fredage.

Er du i tvivl om badminton er noget for dig, så kig forbi 2-3 gange og se om du får smag for det – dette helt gratis. Vi har naturligvis en ketsjer du kan låne indtil du får dig besluttet.

Velkommen i Dybbøl Badminton

– vi glæder os til at se DIG!

Broager Sparekasse SKANSEN


BS Skansen (Dybbøl Hallerne)